Tomme boliger er reserveret til os selv
Tomme boliger er reserveret til os selv
SAB gennemfører omfattende renoveringer af ejendommene i de ældste afdelinger. Undervejs er berørte beboere nødt til at bo i en anden bolig. Derfor reserverer selskabet boliger andetsteds i selskabet til formålet.
Almindeligvis er SAB optaget af, at en bolig udlejes, lige så hurtigt som en lejer opsiger boligen. Ellers er der ingen til at betale husleje, og den ender som en fælles udgift for afdelingen og dens beboere. Nu er der imidlertid hist og pist tomme boliger i boligafdelingerne.
”Som selskab har vi ifm. så omfattende renoveringer en genhusningsforpligtelse, og det er vigtigt for os, at vi forbereder os. Boligerne skal være klar, når der er brug for dem. I de berørte afdelinger er der udlejningsstop, fordi de fleste ønsker at genhuses i egen afdeling, men vi holder også i god tid boliger tilbage andre steder i selskabet til formålet,” fortæller John B. Sørensen, formand i SAB.
Læs om de omfattende renoveringer i årsberetningen, s. 21-23
Visualisering af fremtidens Elleparken
Boligafdeling skal ikke betale
Mange boligafdelinger i SAB oplever lige nu, at en eller flere boliger umiddelbart står tomme i en kortere eller længere periode. Fremadrettet vil flere opleve det samme. De er reserveret til beboere fra andre afdelinger i selskabet, der midlertidigt eller permanent har brug for genhusningpga. de store renoveringer. Det tager lang tid at samle boliger nok til at imødekomme behovet, og samtidig viser erfaringen, at tidsplanerne for renoveringerne kan rykke sig over tid.
”Boligerne til genhusning er en post på budgettet i enhver stor renovering. Der er budgetteret efter, at boligerne i perioder står tomme. Det er simpelthen nødvendigt for at få kabalen til at gå op. Den enkelte afdeling skal altså ikke betale.” fortsætter John B. Sørensen.
Boliger bruges til genhusning
SAB bruger boliger i mange afdelinger til at genhuse beboere fra andre afdelinger. Allerede nu eller måske først på et senere tidspunkt kan det ske i følgende afdelinger:
Amager - Abildgården, Wittenberghus, Brohuset, Sejlhuset, Strandlodshus, Flexibo
Brønshøj - Tusindfryd, Utterslevhuse
Herlev - Herlev Åhuse, Herlevhuse
Husum - Glumsøparken, Rolandsgården, Langelandshus, Falsterbo, Lollikhuse
København N - Stefansgård
København NV - Bispebjerg Terrasser
København SV - Askholm, Dybbølhus, Sjællandshuse, Teglværkshavnen
København V - Saxobo, Vesterbo
Valby - Fresiahus, Astersrækkerne, Lykkebo
Vanløse - Jyllandshuse, Jydeholmen, Stilledal, Rebildhuse, Lønstruphuse, Grøndalslund, Holmehusene, Himmerlandshuse
Her renoverer SAB
SAB forbereder eller er i gang med at renovere i Humlevænget i Husum, Skyttevænget og Elleparken i Valby, Sallinghus i Vanløse og Fynshuse i København NV. Forude venter også renoveringer i Tingbjerg II-V og Bellahøj i Brønshøj.
GAB – 23. september 2022