Boliger for alle

"København skal ikke kun være en by for de velhavende. SAB bygger boliger for alle," siger John B. Sørensen, formand i SAB

>Læs historien bag SAB

Historien bag SAB

2. verdenskrig startede den 1. september 1939, og den 9. april 1940 blev Danmark besat af tyske tropper. Byggeriet gik stort set i stå, og der blev boligmangel. Særligt unge mennesker manglede et sted at bo.

Det fik Folketinget til at beslutte en ny byggestøttelov af 30. maj 1940. Loven afskaffede ejendomsskat på alle nybyggerier, som kommuner og anerkendte boligselskaber påbegyndte. Samtidig var det muligt at få statsstøtte på hele 97 procent og en lavere rente på statslån.

Dengang hed KAB 'Københavns Almindelig Boligselskab', og Københavns Almindelig Boligselskab stiftede i 1940 et nyt datterselskab. Selskabet hed i første omgang KAB II, men navnet kunne ikke godkendes af Aktieselskabsregistret. Så forsøgte man sig med 'Hovedstadens Boligselskab A/S', men det blev heller ikke godkendt. Efter halvandet år blev navnet 'Samvirkende Boligselskaber' endelig godkendt ved juletid i 1941. 

KAB ejede SAB, og bestyrelsen bestod af disse fire mænd:

  1. Professor Erland Thaulow (1879-1972), stifter og bestyrer af Polyteknisk Læreansalts teknologiske laboratorium, aktiv i KAB´s bestyrelse samt en lang række mindre erhvervsvirksomheder
  2. Folketingsmand N.P. Nielsen (1871-1948), medlem af KABs bestyrelse
  3. Folketingsmand O.E. Einer-Jensen (1889-1963), medlem af KAB´s bestyrelse og tidligere rådmand på Frederiksberg Rådhus
  4. Folketingsmand O. Bouet (1879-1958), stiftede sammen med F.C. Boldsen KAB

SAB bygger allerede i 1940

SAB tog første spadestik til den første boligafdeling Jyllandshuse i Vanløse i 1940. I alt byggede SAB 4.000 boliger i besættelsestiden frem til 1945. Det hjalp på den kritiske boligsituation og bidrog til beskæftigelsen. 

God boligkvalitet og sociale hensyn var fra starten kerneværdier for SAB.