SAB priser fællesskabet

Tre boligafdelinger har netop modtaget SAB fællesskabsprisen. Afdelingerne har i årets løb i særlig grad taget initiativer, der styrker fællesskabet i afdelingen, og det vil SAB gerne fremhæve. Det skete på repræsentantskabsmødet den 26. januar.

Formand for SAB John B. Sørensen uddelte blomster og diplomer og anerkendte afdelingernes gåpåmod.

"Fællesskab er en af vores vigtigste værdier i SAB. Derfor har vi som organisation indstiftet en ny pris, der sætter fokus på fællesskab, og at vi selv hver især kan gøre en positiv forskel i vores afdeling," siger John B. Sørensen.

Abildgården modtager 25.000 kr.

Boligafdelingen Abildgården på Amager modtager 25.000 kr. for en stribe af sociale initiativer. Afdelingen har udnævnt opgangsrepræsentanter, der tager godt imod nye beboere. De har også etableret udendørs højbede i fællesarealerne, taget initiativ til fællesspisninger, renoveret beboerlokalet og engageret sig i projektet 'Mig og min nabo', der arbejder med at rumme psykisk syge beboere i afdelingen.

"Det er en rigtig god idé med en fællesskabspris. Det motiverer os til at gå videre. Vi vil gerne have, at folk bliver boende, og at de føler sig som del af fællesskabet og bidrager til det," fortæller Dorte Poulsen og Klaus Lynghøft Nielsen, der på vegne af afdelingen modtog prisen. 

Nu skal de sammen i afdelingen finde ud af, hvordan de mange penge skal bruges. 

"Vi vil bruge de 25.000 kr. på beboerne, så vi kan samles til fx fastelavnsfest og sommerfest. Det skal være noget, der kan ses og mærkes, noget synligt og jordnært."



Boligafdelingen Abildgården på Amager har blandt andet etableret højbede i den fælles gård.
 

Jyllandshuse modtager 15.000 kr.

Boligafdelingen Jyllandshuse i Vanløse modtager 15.000 kr. for sit engagement i kampagnen 'I dag er vi fucking flinke'. Afdelingen tog initiativ til 'Happy Hour' i vaskeriet og til en humoristisk kampagne for at få alle i området til at fjerne hundeefterladenskaber.

"Vi er glade og stolte. Det er dejligt at få sådan en påskønnelse af SAB. Fucking Flink-kampagnen var en anledning til at udvikle nogle af vores idéer. Det griber hurtigt om sig. Den ene får en idé, den anden får en mere, og så skal vi lige have ejendomskontoret ind over. Vi er gode til at samarbejde," siger Lisa Teruel, der sammen med Christina Scarpi modtog prisen på vegne af Jyllandshuse.



Der var fest og farver til Happy Hour i vaskeriet i Jyllandshuse.
 

Vesterbo modtager 10.000 kr.

Boligafdelingen Vesterbo i København V modtager 10.000 kr. Den lille afdeling med 48 boliger fremhæves for sin evne til at fastholde en madklub i fem år. Madklubben er en lejlighed til at mødes og lære hinanden at kende. Hver måned spiser ca. 30 beboere mad sammen.

"Tit går snakken, om der er penge til at gøre noget. Det er der nu. Det kan styrke sammenholdet hos os. Det er en god idé med prisen. Det motiverer," siger Frank Larsen og Knud Erik Staal, der på vegne af afdelingen modtog prisen. 

De er stolte over alle de beboere i afdelingen, der gør en indsats for at styrke fællesskabet. 



Store og små mødes til madklub i boligafdelingen Vesterbo i København V.
 

Om SAB fællesskabspris

I år er første gang, at SAB har uddelt fællesskabsprisen. Prisen vil blive uddelt hvert år på repræsentantskabsmødet i januar.

Skrevet af GAB, 27/2-17